På med dutten Odder
Efter knap 70 års pause har Odders førende cykelforretning atter fået en rigtig "gummiautomat". For 3 runde tyvekroner kan Odders cykelglade borgere døgnet rundt dermed købe kvalitetscykelslanger fra Schwalbe til racercykel, MTB eller citybike.
Med vores nye slangeautomat har vi udvidet forretningens åbningstider til døgnets 24 timer på et udvalgt sortiment af cykelslanger fra Schwalbe i høj kvalitet.
Vi har valgt slangerne fra Scwalbe, da vi mener, de er blandt markedets bedste og mest holdbare, og vi har dermed med et fingerknips overhalet konkurrencen fra nutidens webshops, der tilbyder dag til dag levering, hvis man lige står og mangler en ny cykelslange her og nu.
Med indkast af 3x20 kroner kan cykelglade borgere i og omkring Odder derfor i øjeblikkelig realtime nu få opfyldt deres helt akutte behov for en nye cykelslange. Også selv om det er søndag.
Det er samtidig værd at bemærke, at det ikke er første gang, der hænger en cykelslangeautomat på cykelforretningens facade. Fra 1938 til 1947 var det hos daværende Viggo Rasmussen nemlig også muligt at få opfyldt den akutte gummimangel, hvorfor vi nu efter knap halvfjerds års pause gentager succesen.
Men det var faktisk helt frem til 1994 muligt at trække sig et alternativt gummiprodukt eller to i forskellige farver og udformninger i Odder, da der på det hedengangne diskotek Edelweiss var ophængt en automat på herretoilettet - og muligvis også på kvindernes - hvis den sjove aften med lidt held havde resulteret i festlig fortsættelse til en lille "efterfest" derhjemme.
I vores nye automat er der også mulighed for at få en række forskellige produkter, da vi har slanger til både racercykel, MTB og citybike i størrelserne 26"- 28". De er dog alle ensfarvet.
Hvis der viser sig at være et behov, kan sortimentet på sigt desuden komme til at omfatte 14" slanger, der benyttes til fx barnevogn og klapvogne.